Hyldebo

Du er her: Hjem > Generalforsamlinger > Referat 2015
top
Page

Referat 2015

 

Referat af generalforsamling i Hyldebo 25.04.2015

Download PDF-fil

 

Dagsorden/referat                                                                                                    

1. Valg af dirigent

Formanden Niels Bülow bød velkommen og foreslog Carsten Parby som dirigent – der var ikke andre forslag og Carsten blev valgt.

Carsten oplyser at alle formaliteter er i orden og generalforsamlingen lovlig indkaldt. Der er 48 fremmødte.  

2. Beretning

Niels Bülow gennemgik bestyrelsens beretning.

Beretningen vedlægges dette referat.
 

Kommentarer til bestyrelsens beretning: 

Kystgruppens arbejde:

Søren Rossing Hyldebo Strandvej 22 er med i kystgruppen der blev nedsat sidste år, han savner at problemerne omkring kysten/den forsvundne vej er nævnt i beretningen.

Kystgruppen har haft hjælp fra en konsulent ift. rådgivning og myndigheder – regningen herfor er blevet afvist af bestyrelsen – hvorfor skal kystgruppen selv betale for dette?

Niels Bülow: Bestyrelsen blev ikke orienteret om ovenstående før regningen kom. Bestyrelsen skal orienteres for at bevillige penge. Bestyrelsen undrer sig, hvorfor der skal betales for fotografier som kystgruppen har i forvejen.

Knud Rasmussen: Det er grundejerne der er ansvarlige, og vi kan ikke betale regninger, der ikke er godkendt af bestyrelsen.

Søren: På budgettet er der sat penge af til vedligeholdelse af veje og kystsikring og når en kystgruppe sidder og arbejder med dette, mener vi at grundejerforeningen bør betale for dette arbejde. Vi mener man er nede i småtingsafd. Måske kystgruppen har lavet en fodfejl ved ikke at informere bestyrelsen. Vi vil henstille til at bestyrelsen godkender regningen og betaler - og kystgruppen tager til efterretning at informere bestyrelsen fremover.

Carsten Parby: Findes der et kommissorium for udvalget? Er der aftalt spilleregler med bestyrelsen?

Marianne (fra kystgruppen): Nej der er ikke oprettet et kommissorium, bestyrelsen har sagt, at vi selv skal arbejde med sagen.

Niels: Bestyrelsen vil diskutere ovenstående og beslutte hvad der skal gøres.

Marianne vil bede om en beslutning i dag - at pengene betales.

Knud oplyser at der ikke kan træffes beslutning i dag, når det ikke er på dagsordenen.

Åse Kirk: Er det rigtigt at kystgruppen ikke indhentede bestyrelsens tilladelse til ovenstående?

Niels: Ja

Søren: Det er et lille problem som skal løses, og når der er bevilliget midler til vej og kystsikring, synes vi, det er rimeligt, at pengene betales af grundejerforeningen.

Peter Bahnson, Pilekrogen 7 og 8a: Jeg forstår situationen, men vil gerne have diskussionen sidst på dagen når vi har hørt mere – udfordringer der er væsentlig større.

 

Vedligeholdelse af grøften

Jesper, Pilekrogen 15: Jeg forstår ikke at problematikken vedr. grøften langs Hyldebo Strandvej kan blive ved at køre. Kan der ikke tages mere fat om problemet?

Niels: Vi kan gå videre og pålægge Kragøre Grundejerforening at gøre noget ved grøften. Vi har betalt 20-25.000 hvert år uden at Kragøre har bidraget og det er dem der har de høje vandstande. Jeg agter ikke at gå til yderligere møder, Kragøre må selv henvende sig.

Jesper: Kan man ikke bede kommunen kontakte Kragøre? På samme måde som ved evt. beskæring.

Niels: Henvendelsen til kommunen foregår gennem Natur og Miljø og du er velkommen til selv at kontakte dem.

Carsten: Hvis lodsejerens skel er i vandløbet er det den enkelte grundejers problem.

Niels: Vi er kommet igennem til en grundejer, som ville prøve at få de andre grundejere med. Kragøre har orienteret sine medlemmer om, at den enkelte grundejer skal sende henvendelser videre til bestyrelsen. Deres grundejerforening vil ikke gøre noget. Jeg synes ikke vil skal gå alene ind i det store arbejde, der forestår.

Jesper: Hvis den enkelte grundejer ikke ordner det, må man gå til kommunen.

Jesper Poulsen, Hyldebo Strandvej: Det er vedtægtsbestemt, at vi skal vedligeholde grøften, hvorfor gør vi det ikke bare?

Niels: Vi vedligeholder. Vi bruger 10.000 kr. årligt på at slå vores side af grøften, og vi skriver til dem hvert år om et samarbejde. Vi vil ikke afholde den fulde udgift. Kragøre gør ikke noget for dette.

Fra salen: Er det ikke udløbsrøret, der skal renses?

Jesper: Nede ved vandet løber det godt nok. Det er grøften der skal renses op.

Fra salen: Mener at det er røret der er et problem.

Niels: Bestyrelsen går ind i et arbejde omkring dette og prøver at få Kragøre i tale igen.

 

Hjertestarter

Per Sunke oplyser at han har ringet 112 og indenfor 5 min. er man igennem og ambulance kom prompte.

Her efter blev beretningen taget til efterretning.

 

3. Regnskab:

Knud Rasmussen orienterer og gennemgår regnskabet, som er vedlagt indkaldelsen til generalforsamlingen.

Åse Kirk: Hvad dækker forsikringen?

Niels: Det er en ansvarsforsikring for evt. skader der forårsages af grundejerforeningens ”ansatte”.

Carsten opfordrer til, at det undersøges og lægges på hjemmesiden, og mener at med den forsikringspræmie der betales, må det være en meget begrænset forsikring/dækning.

Regnskabet er enstemmigt godkendt.

 

4. Indkomne forslag

Der er ikke indkommet forslag.

 

5. Fastsættelse af honorar til bestyrelsen

Niels orienterede om, at der ikke er honorar til bestyrelsen. Der gives kørselsgodtgørelse ved særlige møder, samt noget telefongodtgørelse.

Godkendt.

 

6. Godkendelse af budget og kontingent for indeværende år (uændret 1.500 kr.)

Niels orienterer om at sidste års vedtægtsændringer betyder, at kontingentet først skal betales efter generalforsamlingen.

Niels orienterer om betaling til højvandsdige. 11 grundejere skal betale til diget, og grundejerforeningen betaler et årligt vedligeholdelsesgebyr, som opkræves over grundejerforeningens ejendomsskat. Kommunen opkræver kun fra de 11 berørte grundejere, ikke fra de øvrige enkelte grundejere/vedligeholdelsen.

Svend-Åge, Lærkekrogen: Hvorfor skal vi blive ved med at betale 1500 kr. når der er ca. 150.000 på kontoen?

Niels oplyser at generalforsamlingen for 2 år siden krævede at kontingentet blev sat op til 1500 kr. og det er en god ide at vi har mere kapital end vi havde for 2 år siden.

Budget og kontingent vedtages med 31 stemmer – ingen imod.

 

7. Valg af kasserer

Knud Rasmussen blev enstemmigt valgt.

 

8. Valg af bestyrelsesmedlemmer og –suppleanter

Eva Mason enstemmigt valgt.

Karl Henrik Rosendahl-Kaa, suppleant enstemmigt valgt.

Sanne Wittenburg vælges som suppleant/referent.

 

9. Valg af bilagskontrollanter og suppleant

Peter Bahnson vælges.

Freddy Jensen vælges.

Henrik Basse, suppleant vælges.

 

10. Evt.

Kystgruppen arbejder frem mod et forslag, der skal præsenteres på en ekstraordinær generalforsamling

Søren, Hyldebo Strandvej 22 orienterer om kystgruppens arbejde siden sidste generalforsamling.

Søren håber, at vi i foreningen kan blive enige om, at finansieringen er et fælles anliggende, som det også er beskrevet i foreningens love. Hvis ikke vil kommunen genetablere vejen, og vi bliver uden indflydelse.

Åse Kirk: Kan der siges noget om prisen?

Søren mener ikke, at det er brugbart at nævne tal allerede, men vil hellere sige noget om hvad det kan komme til at betyde for den enkelte grundejer, og det er med et meget stort forbehold, da der ikke vides noget om hvad et evt. banklån mv. over 15 år vil koste. Alt i alt ca. 1,3-1,4 mill. kr. = ca. 1500 kr. pr. år pr. grundejer i 15 år.

Knud oplyser at kystsikring og private veje er grundejernes ansvar iflg. loven.

Søren er uenig med Knud, og han ønsker ikke at diskutere dette mere.

Niels orienterer omkring ral fra diget, der driver ned til os, men det reparerer ikke den forsvundne vej. Vi skal gøre noget ved vores kystsikring/stenkastning.

Niels orienterer om, hvilke konsekvenser færgehavnen har haft for vores kyst.

Bjarne Fogh oplyser om tidligere opfyldning af vejen samt at vejen tidligere - i tilsvarende situationer - har været rykket ind på kystgrundene.

Carsten foreslår, at der nu kun kommer spørgsmål til ovenstående, samt hvilke planer der er efter mødet med kommunen? Hvad er planerne med det videre forløb?

Søren: Vi kan ikke sige noget om hvor længe evt. ny vej/opfyldning vil holde. Vi vil være glade over at det bliver lavet i fornuftige materiale ift. naturen mv.

Niels vil deltage i møde med kommunen og kystgruppen.

Søren: Kystgrundejernes egen grund, der er forsvundet, betales af grundejerne selv, men øvrige arbejder er fælles anliggende.

Carsten forespørger i hvilken sammenhæng vil kystgruppen samarbejde m. Bestyrelsen?

Søren: I første omgang er det mødet med kommunen, Niels fra bestyrelsen og kystgruppen og efterfølgende indkaldes der til ekstraordinær generalforsamling på kystgruppens foranledning.

Carsten: Bestyrelsen skal afholde en ekstraordinær generalforsamling inden 1 måned fra forslaget modtages, og indkaldelsen skal være ude senest 14 dage før. Det giver bestyrelsen mindre end 14 dage til at sætte sig ind forslaget!

Peter Bahnson: Har man en gisning om hvornår projektet er færdigt?

Søren: Møde med kommunen i næste uge, indkaldelse til ekstraordinær gen.fors. og entreprenørerne regner med 2-3 mdr. Til september hvis alt går vel.

Jack, Lærkekrogen: Er det muligt at flere fra bestyrelsen kan deltage i mødet med kommunen?

Søren: Kommunen er ikke henrykt over for mange deltagere. Vi synes heller ikke, at bestyrelsen har været særligt interesseret i vores arbejde indtil nu. Bestyrelsen beslutter selv, hvem de sender som repræsentant. Søren: Der skal ikke underskrives noget på mødet med kommunen. Når det finansielle skal ordnes, er det grundejerforeningen/bestyrelsen, der står for dette.

Det er generalforsamlingen der skal beslutte først og først herefter kan der besluttes videre forløb.

Helge, Fyrrekrogen 3: Der er forskellige interesser her. Hvordan kan vi vide, om det er den rigtige viden kystgruppen fremlægger for os, og hvordan skal vi ”alm. grundejere” forholde os til love mm.?

Søren: Det er yderst vanskeligt at lave en løbende orientering til alle i en sag som denne. Men når vi nu har noget der er færdigt så kan vi lægge det frem.

Knud: Private veje og private kyster er den enkelte grundejers ansvar – iflg. oplysning/mail fra kommunen.

Søren beder om at få mailen læst op – og der konkluderes, at dette er Knuds udlægning af mailen fra kommunen.

Niels: Alle vores veje er private veje/grundejerforeningens. Der skelnes ml. private indkørsler.

Jesper Poulsen: Vi har nogle vedtægter, der præciserer, at det er foreningens ansvar, og alle er forpligtet til at være medlem af grundejerforeningen.

Carsten: Vi skal holde os til selve kystsikringen og det projekt, der arbejdes på.

Niels foreslår, at vi til den ekstraordinære gen.fors. må vurdere, om vi stemmer ja el nej el. om der evt. skal et nyt forslag op. Det er svært her at løse, hvad der skal ske.

Søren: Jeg tilslutter mig ovenstående – vi er ved at komme alt for langt ud.

Fra salen: Hvad med noget rådgivning evt. advokatbistand?

Niels: Erfaringen viser at det kan ende i ligeså modsatrettet rådgivning. Jeg opfordrer til at oplægget lægges ud på hjemmesiden.

 

Følgevirkninger

Peter Bahnson oplyser om uheldige konsekvenser ifm. stormen Bodil, der har medført stor trafik over hans grund af bl.a. renovationsvogne, det er generende og et brønddæksel er kørt i stykker. Tålmodigen er ved at være slidt.

Peter vil gerne have ført til referat, at al fremtidig indkørsel på Pilekrogen 7 frabedes - og der bliver sat bom op.

Niels opfordrer til at brønddækslet, der er kørt i stykker, bliver erstattet.

Søren beklager meget, og brønddækslet skal naturligvis erstattes.

Søren oplyser samtidig, at der kan begæres vejsyn hos kommunen, hvis Pilekrogen 7 lukkes.

 

Lis Christensen, Lærkekrogen 11 mener, at det er 2 sider af samme sag mht den forsvundne vej og de 11 grundejere, der betaler til diget.

Niels: Sidste år havde vi forslag for diget og forslag for vejen oppe til debat, og opfordrer til at tage det op som et forslag på den kommende ekstraordinære generalforsamling.

Søren gør opmærksom på, at der er forskellig finansiering, anden lovgivning mv.i de 2 sager. Man skal prøve at være solidarisk i en grundejerforening om veje, diger, kystsikring mv.

Erik Johansen gør opmærksom på forskellen i grundenes værdi ift. betaling af evt. ny kystvej.

Carsten foreslår, at ovenstående (diskussionen vedr. ny kystvej, diget mv.) fremover sættes på dagsorden som forslag fra medlemmerne og ikke under punktet ”evt”.

 

Generalforsamlingen sluttede kl. 12.30.                            

Referent: Sanne Wittenburg, Pilekrogen 11

Signeret

                      Carsten Parby                                             Niels Bülow

                         Dirigent                                                      Formand

 

top
top
Menu

 

 

  Aktuelt Odden-vejr DMI

  Vejret de kommende dage

 

Årsplan - link

 Farvekoder

Login