Hyldebo

Du er her: Hjem > Generalforsamlinger > 2012 > Referat 2012
top
Page

Referat 2012

Download referat i PDF

22. april 2012

REFERAT
Af ordinær generalforsamling afholdt i Odden Forsamlingshus
lørdag den 21. april 2012 kl. 10.00

På generalforsamlingen var 35 grundejere repræsenteret ved 40 personer.
Formanden Niels Bülow (NB) bød velkommen og gik direkte over til den udsendte dagsorden ved at foreslå Carsten Parby som dirigent. Vi kender Carsten som den, der står for vores hjemmeside og som formand for vandværket.
Der var ikke andre forslag og Carsten blev straks valgt med akklamation.

Ad 1 - Valg af dirigent:
Carsten takkede for valget og konstaterede derefter, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt. Da der ikke var nogen indvendinger herimod, gik man direkte over til den udsendte dagsordens pkt. 2.

Ad 2 - Oplæsning af referat fra sidste generalforsamling:
Referat var udsendt til grundejerne sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen, og da ingen insisterede på, at få referatet læst op, gik vi direkte til punkt 3.

Ad 3 - Bestyrelsens beretning:
Formanden fremlagde beretningen for 2011:
2011 har været et år med store udfordringer for foreningen, især digeprojektet der igen dukkede op og gav en del arbejde, og så naturligvis kystsikringen med de store storme i november og december.

Vejene har klaret vinteren godt og forventes kun vedligeholdt i mindre grad.
Vejskader forårsaget af store lastbiler eller maskiner, bedes meddelt bestyrelsen og vi vil derefter forsøge at få skadevolderen til at betale reparationen.
Grundejerne skal beskære beplantningen ud mod vejene, således at brandvæsen og renovation kan passere, en nærmere beskrivelse af kravene findes i den grønne folder fra kommunen.

Drænet fungerer udmærket.
De sidste års større reparationer af udløbet ser ud til at holde i hvert fald i år, men vi må stadig påregne, at disse reparationer vil være en løbende aktivitet.
Vi vil skylle drænet igennem i løbet af foråret hvis det skulle vise sig nødvendigt.
Hvis den røde lampe på pumpestationen lyser, vil vi gerne have, at man ringer til elektrikeren, hvis nummer findes på pumpestationen.
Hvis der er grundejere, der ønsker at lægge dræn på egen grund, skal de huske, at tilslutning til fællesdrænet skal udføres af en autoriseret kloakmester og grundejerforeningen skal tilsendes en “attest” fra kloakmesteren.
Husk desuden at overholde reglerne for drænets afstand til sivebrønd m.m..
I forårets løb har der været nogle problemer med grøften. Først faldt broen over grøften ud for pumpestationen ned og spærrede for afløbet for den øvre del af grøften. Det gav oversvømmelser, dog kun hos nabogrundejerforeningen, men vi udbedrede dog broen da den beskytter drænudløbet i grøften. Dernæst kørte en firhjulstrækker over broen ud for Pilekrogen - Egnæsvej. Broen blev ødelagt, men den spærrede ikke for vandet, så vi besluttede, at det må være naboforeningens eget problem, om de vil etablere en ny bro. Det var de enige i, så det har de gjort.
Vi har opsagt aftalen med Kragøre om, at vi vedligeholder grøften. Det har været meget svært at få dem i tale omkring vedligeholdelse af grøft og afløb, men vi har et håb om, at det vil gå bedre i 2012. Kystsikringen har lidt voldsomt under stormen i november. Det var den stærkeste storm i 10 år og den har ødelagt kystsikringen og brinken bagved på lange strækninger. Vi lægger fiberdug på bagsiden af den blottede kystsikring, fylder op bag fiberdugen og til sidst rettes stensætningen op. Foreningens økonomi tillader desværre ikke, at hele reparationen betales af grundejerforeningen, vi har derfor bedt strandgrundejerne om et, synes vi selv, meget stort bidrag til kystsikringen, på 5.000 kr. pr. grundejer og allerede nu har vi tilsagn fra alle. Jeg håber det varer mange år, før vi igen kommer i en tilsvarende situation.

Kystdiget ved Søgården og Sejer Strande er utvivlsomt den opgave der har krævet mest opmærksomhed i 2011. 19. oktober modtog 52 grundejere brev fra Odsherred Kommune med indkaldelse til borgermøde i Vig den 19. november omkring kystdiget. Da tiden indtil borgermødet var meget kort og vi jo ikke kendte detaljerne omkring projektet, besluttede vi, dels snarest at få etableret en mailliste for foreningen, dels at få skabt et overblik over projektet så vi inden borgermødet kunne distribuere vores holdning til projektet. Borgermøde Jeg ønskede at få mulighed for at fremlægge vores synspunkter på borgermødet, det blev først accepteret, siden afvist. Jeg blev i stedet inviteret til et formøde inden borgermødet. Her fik jeg mulighed til at fremsætte vores syn på digeprojektet, men fik naturligvis ingen positiv reaktion.
På selve borgermødet blev alle protester generelt fejet af bordet med en kommentar om, at man da endelig måtte klage, idet der jo var høringsperiode på projektet til 19. december 2011.
Frem til afslutningen af høringsperioden fik vi produceret en præsentation af vore synspunkter og et foreningshøringssvar. Begge ligger på hjemmesiden. Derudover fik vi løbende informeret de 56 personer på vores distributionsliste om vore holdninger, samt udsendte en generel protest mod projektet via mail og brev til alle medlemmer og kommunen.

Nyt udspil I slutningen af januar fik vi at vide, at vores protester var taget til følge, Kystdirektoratet, digeprojektet og kommunen erkendte at diget kun yder beskyttelse mod højvande op til 1,95 meter. Desuden var der procedurefejl så hele forløbet skal gå om.
Møde 1. februar Jeg var inviteret til at deltage i et digemøde den 1. februar. Her nåede vi frem til en ny betalingsmodel for etablering af diget hvor kun grundejere under kote 195 skal deltage. Det betyder at den samlede betaling fra Hyldebo og medlemmerne er reduceret med ca. 375.000 kr.
Vedligeholdelse af dige og kyst var det næste problem. Bestyrelsen har her accepteret at vi yder ca. 200 kr. pr. år pr. grundejer. Rationalet herfor er følgende:
- Kystdirektoratet mener, at det er helt klart, at alle grundejere, der har gavn af den forbedrede kystsikringkan tvinges til at betale til denne.
- Vi skal fremover betale ca. 20.000 kr. pr. år for at der fyldes ral på kysten foran diget for ca. 140.000 kr. Det ser ud til at være en rimelig god investering og det kan forventes at vore egne udgifter til kystsikring vil blive reduceret forholdsmæssigt.
Der er borgermøde den 29. april kl. 13 i forsamlingshuset. Her vil det nye projekt blive gennemgået. Alle de 13 (inklusive foreningen) i vores forening, der bliver ramt har faet brev direkte fra kommunen og et nyt sæt af dokumenter er lagt frem af kommunen på adressen
www.odsherred.dk/andretilladelser.
Renovation storskrald og grenaffald
ligger i kommunalt regi, så det kan man læse nærmere om i den grønne folder (og i Landliggeren).

Jeg vil minde om, at foreningen har en metaldetektor, som gør det lettere at finde skelpæle. Den er til udlån til medlemmer mod behørig kvittering. Den kan lånes hos kassereren Per Sunke, der bor Poppelkrogen 2.
Udsendelse af referat Bestyrelsen har besluttet at vi udsender generalforsamlingsreferater og anden aktuel information som e-mail til de medlemmer hvis e-mail adresse vi har.
Dette kræver naturligvis, at vi har medlemmernes e-mail adresser, så de der er interesserede, bedes sende deres e-mail adresser til Per Sunke
persunke@Iic-mail.dk
Hjemmeside
Foreningen har en hjemmeside på: www.sjaellandsodde.dk som vi opdaterer med relevant information, efterhånden som informationen opstår.
Tømning af septiktanke vil for sommerhusejere ske igen i 2014. Vær opmærksom på reglerne for dæksler.
I dag må de højst veje 25 kg. Mere om dette kan findes på www.odsherredforsyning.dk.
Husk også at beskære så slamsugeren kan komme frem på vejen og man kan få adgang til septiktanken.

Er der nogen der mangler foreningens love, kan de hentes på foreningens hjemmeside eller fås ved henvendelse til bestyrelsen.

Dermed var beretningen slut og vi gik over til at diskutere indholdet af beretningen.

Henrik Basse, Pilekrogen 4 spurgte om kommunen skyller vore dræn igennem. Svaret var at det gør de ikke.
Jesper Poulsen, Hyldebo Strandvej 14 udtrykte sin utilfredshed med særkontingentet for strandgrundejerne
og spurgte om denne forskelsbehandling var foreningens linie.
Dette gav anledning til en længere diskussion med mange indlæg.
Konklusionen på diskussionen blev:

• At særkontingent kun kan opkræves efter beslutning af generalforsamlingen
• At det opkrævede særkontingent skal anses som et beløb som strandgrundejerne har stillet til rådighed for foreningen, og som skal betales tilbage så snart foreningens økonomi tillader det.
• At § 2 i foreningens love skal forstås således at foreningens ansvar for drift og vedligehold også omfatter kystsikringen og vi ønsker solidariske løsninger på vore problemer.

Næste emne der blev diskuteret var, om solidariteten også omfatter betaling til nabogrundejerforeningernes kystdige.
Også det blev en lang diskussion med mange indlæg og den endte med følgende konklusion:

• Hvis foreningen og nogle af dens medlemmer skal betale til etablering af
nabogrundejerforeningernes kystdige, skal der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling (2) hvor det vil blive besluttet om foreningen også er solidarisk på dette område.

Herefter blev beretningen sat til afstemning og enstemmigt godkendt med akklamation.

Ad 4 - Regnskab:
Kassereren Per Sunke (PS) gennemgik regnskabet, der var udsendt med indkaldelsen til generalforsamlingen.
PS kommenterede de enkelte poster på regnskabet og budgettet.
Gert Bjaarnø HS 10 spurgte om vi er tilfredse med entreprenøren og om Hyldebo Strandvej bliver saltet?
Svaret er at vi er tilfredse med entreprenøren og Hyldebo Strandvej vil blive saltet her i foråret.
Derefter blev regnskabet sat til afstemning og det blev enstemmigt godkendt og med akklamation.

Ad 5 - Indkomne forslag:
Der var ingen indkomne forslag.

Ad 6 - Fastsættelse af honorarer:
Bestyrelsen ønsker ingen honorarer, men dækning for afholdte udgifter ifølge statens takster.

Ad 7 - Fastsættelse af kontingent for 2011:
Bestyrelsen foreslog at kontingentet forhøjes til 1.200
kr./år men forsamlingen mente ikke at dette var nok, set i lyset af de forestående udgifter til kystsikring og nabokystdiget samt ønsket om at opbygge en kapital i foreningen. Der kom forslag til et kontingent på 1.500 kr./år. Forslaget blev sat til afstemning. 33 stemte for, 2 imod så et kontingent 1.500 kr./år startende i 2013 var hermed vedtaget.

Ad 8 - Valg af formand eller kasserer:
På valg var formand Niels Bülow, som blev genvalgt med akklamation.

Ad 9 - Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter:
Jørgen Laursen blev genvalgt som bestyrelsesmedlem med akklamation.
Marianne Emcken blev genvalgt som bestyrelsesmedlem, ligeledes med akklamation.

Karl Henrik Rosendahl-Kaa, suppleant, blev ligeledes genvalgt med akklamation.
Poul Fogh, suppleant, blev også genvalgt med akklamation.
Dernæst kunne formanden meddele at, Carsten Henningsen desværre har ønsket at forlade bestyrelsen, så der skulle vælges endnu et bestyrelsesmedlem. Først suppleanterne og derefter forsamlingen blev spurgt om de ville stille op men ønskede det ikke.
Formanden kunne meddele at Eva Mason, Pilekrogen 12 var villig til at påtage sig opgaven og Eva blev straks valgt med akklamation.

Ad 10 - Valg af bilagskontrollører og suppleant:
Erik Johansen blev genvalgt som bilagskontrollant.
Jytte Hulvej blev genvalgt som bilagskontrollant.
Svend Perschke blev genvalgt som bilagskontrollantsuppleant hvorefter der var samlet akklamation
for valgene.

Ad 11 - Eventuelt:
En række emner blev diskuteret: Manglende klipning af beplantning på Hyldebo Strandvej, billeder fra området der kan lægges på hjemmesiden, tilbagebetalingen til strandgrundejerne og den kommende superfærge og dens påvirkning af vores kyst.

Generalforsamlingen sluttede kl. 12.30 med, at dirigenten takkede deltagerne for
generalforsamlingens forløb, og formanden takkede dirigenten for den veludførte direktion.

Niels Bülow Carsten Parby
formand dirigent
referent

Generalforsamlingen næste år er den 13.4.2013 kl. 10.00 i Odden forsamlingshus.

 

top
top
Menu

 

 

  Aktuelt Odden-vejr DMI

  Vejret de kommende dage

 

Årsplan - link

 Farvekoder

Login